Startsted: Havnevej 11 A, 8400 EbeltoftEbeltoft-Femmøller
Type: Tur-retur rute stort set flad med gennemgående god asfalt – det første stykke dog med pænt lagte sten. Cykelsti hele vejen.
Sværhedsgrad: Let med en enkelt udfordring.
Turlængde: Cirka 14 kilometer.
Fremvist af: Helene Hebsgaard Andersen

Ruten starter ved Ebeltoft Fisk og Røgeri. Vi passerer umiddelbart en gummibelagt bro så stejl, at vi må støtte os til gelænderet hele vejen over. Så kan vi rulle. Vi passerer turistkontoret og fortsætter gennem Hotel Ebeltoft Strands parkeringsplads, vinker farvel til Fregatten Jylland og ruller ud på cykelstien, til vi når Femmøller Strand, hvor vi vender om.

I begyndelsen ruller vi på SF-sten, der er lagt så pænt, at det ikke giver problemer.
Resten af turen er asfalten fin. Stien bugter sig langs kyststrækningen Ebeltoft-Femmøller Strand, der i sommermånederne er et rigtigt turistområde. Hele vejen har vi udsigt til vand, badestrande, skibe, sommerhuse, eksklusiv helårsbebyggelse og turisthoteller. Her er børn, forældre og bedsteforældre, cykler, barne- og klapvogne og rulleskøjter. Her har ingen travlt.

Udturen slutter ved Femmøller Strand, hvor cykelstien hører op. Her ligger et efter Helenes udsagn udsøgt ishus, der desværre er lukket, da vi når frem. Overfor ligger en af landets mest roste gourmetrestauranter Molskroen. Hjemvejen byder på en enkelt udfordring. En bakke ned er fulgt af et skarpt sving. Der kan gås i græsset, hvis den er for svær.

Turen fremvises af Helene Hebsgaard Andersen, der er 41 år, ingeniør i Vestas og mor til Anton på 13 og Albert på ti år.

Jeg rullede meget som barn. Vi var to piger på vejen, der arrangerede rulleskøjteløb. Med præmier, saftevand og tombola kunne vi snildt samle fyrre børn til sådan en konkurrence.

Da Anton og Albert for fire år siden fik rulleskøjter, købte Helene også et par. Vi leger kongens efterfølger, tik og kører i slalom på området med sorte sten ved Glasmuseet. Det er en god måde at være sammen på. Drengene er glad for at lege på skøjterne men har ikke lyst til at rulle ture. Det har Helene, og stien ligger lige for. Jeg ruller cirka hver anden uge. Det er en god måde at slappe af. Som en spadseretur. Det giver luft i hjernen, siger Helene.

Hun bruger turen på rulleskøjter på to måder. Til at koble af efter en hård arbejdsdag eller som mild træning, hvis hun dagen før har haft et hårdt løbepas. Sammen med adskillige kolleger fra sin afdeling på Vestas er hun nemlig tilmeldt DHL Stafetten, og træningen her giver mere sved på panden end rulleskøjterne.