Tips og teknik til dine rulleskøjteture

Du skal spotte stien eller vejen et stykke frem for ujævnheder, sten, grene og andre forhindringer. Du skal være beredt på køretøjer, der kører ud fra sidevejene og måske ikke forventer at se dig, der kommer på rulleskøjter. Der er stadig ikke så mange rulleskøjter i trafikken. Klæd dig farverigt, så bliver du lettere set. Du skal have et øje på cyklister, fodgængere og løbere, der som dig har krav på både plads og respekt i trafikken.

Sikkerhed består også af din mulighed for at advare andre trafikanter om, du er på vej. Tilråb er en mulighed. En anden er en ringeklokke til at sætte på fingeren. Den er effektiv. Folk forbinder lyden med en cykel og giver plads.

Er du bange for bakker med for højt fald eller steder, du endnu ikke har rullet, kan du have et par sko med i rygsækken, så du kan prøve at gå turen, før du beslutter, om du vil prøve den på rulleskøjter eller lære lidt mere teknik først.

Brug beskyttelsesudstyr

Når begiver dig ud på lukkede stier eller i trafikken, risikerer du at vælte, at køre ind i nogen eller noget eller at blive kørt ind i eller over. Trafikulykker og styrt kan give kvæstelser fra småskrammer til komplicerede knoglebrud eller det, der er værre. Har du det i baghovedet, er du allerede godt på vej til at tænke hensigtsmæssigt. Som rulleskøjteløber er du din egen sikkerhedsrepræsentant. Dit vigtigste hjælpemiddel sidder mellem ørerne. Hjernen. Brug den og beskyt den.

Hjelmens funktion er at gå i stykker for derved at beskytte det, der er indenfor. Hjelmen tager af fra stødet, hvis du styrter. Bruddet på din hjelm kan være det, der ellers ville have været brud på kraniet. Daværende Rådet for Større Færdselssikkerhed brugte i en kampagne for cykelhjelme sloganet: Det er hul i hovedet at køre uden hjelm. Tydeligere kan det ikke siges.

Et andet sted, det er vigtigt at beskytte er håndleddene. Per refleks forsøger du under et styrt at beskytte resten af kroppen ved at tage fra med hænderne. Disse hårde slag kan føre til brud i håndleddet. Da hænderne er dine vigtigste arbejdsredskaber, er også håndledsbeskyttere et must.

Knæ og albuer er også udsatte. Brud er knap så almindelige men kan forekomme. Og et knæ eller en albue, der er kuret hen ad asfalten ser langt bedre ud, hvis det var pakket ind i beskyttelse end et, der ikke var, siger jeg, der har prøvet begge dele. Brug knæbeskyttere og albuebeskyttere.

Først kontrol - så fart

IMG_6809På egen hånd i trafikken vil du opleve, at det er en kvalitet at være
forsigtig. Først kontrol – så fart, lød et godt råd jeg fik, da jeg første gang byttede isskøjterne ud med et par inlinere.

Et er, hvad du kan gøre for udstyrsmæssigt at beskytte dig mod skader. Noget andet, men nok så vigtigt er, hvordan du sikrer dig så god en kontrol over rulleskøjten, at du minimerer risikoen for styrt.

På internet kan du finde masser af beskrivelser og små videoindslag med teknikker om for eksempel, hvordan du drejer, bremser og undviger. Ture rundt på ruterne kombineret med praktiske øvelser sammen med kyndige instruktører og andre rulleskøjteløbere på forskellige niveauer er gode til at lære teknikker, der gør hvert rul mere sikkert end det foregående. Disse egenskaber kan du få ved at melde dig ind i en lokal rulleskøjteklub.

Find dine egne ruter. Vær nysgerrig. Begiv dig ud i verden på rulleskøjter!